AF Tjili SH
Danmark varmer godt og grundigt op til sommersæsonen, som er spækket med spændende IPSC-matches. En af dem, vi holder særligt øje med, er Copenhagen Open den 21.–22. juni, hvor DM og NM i Classic– Revolver og Standard-divisionerne afholdes. Her stiller Martin Kæseler op – vi har været så heldige at få et indblik i hans vej ind i sporten, forberedelserne og målsætningen for årets store konkurrence.

Fakta om Martin Kæseler
- Martin er 34 år gammel
- Startede i Farum FSF-klub og er medlem af CPS og SSIN for at kunne træne IPSC
- Har deltaget i 4 DM’er
- Bedste placering: 2.-plads
- Deltager ved DM/NM i Classic med BUL 1911 Government-platform
Vejen ind i sporten
Min rejse startede i 2017, da min bedste veninde tog mig med til en skytteforening. Jeg begyndte med de mere klassiske skydediscipliner, men da nogen nævnte muligheden for at skyde dynamisk – IPSC – blev jeg nysgerrig. Jeg fik licens i 2020 og nåede lige et par matches, inden coronaen ramte i februar. Desværre blev jeg samtidig alvorligt knæskadet og måtte igennem en operation og genoptræning, før jeg kunne vende tilbage i starten af 2021.
Da Danmark genåbnede, blev der igen afholdt flere matches, men der var stor rift om pladserne. Ved mit første DM i 2021 vandt jeg bronze i Production-division – med benskinne! Jeg trænede med erfarne skytter op til, som lærte mig meget. Jeg mødte Pavel Ibenforth ved DM i 2021 – som han i øvrigt vandt. Det førte til træning med ham og David Grainger, og det har virkelig været med til at rykke mig som skytte.
Ud i verden – Lær af toppen
I 2021 blev jeg en del af et team, og det hele tog hurtigt fart. Under en international match mødte jeg en britisk skytte, som var i gang med at samle et nyt hold. Han havde lagt mærke til mine stabile topresultater og tilbød mig en plads – en mulighed, jeg greb uden tøven. Vi var så heldige, at alle i det første team, som blev opløst, overgik til det team, jeg er tilknyttet nu.
Senere samme år deltog jeg i verdensmesterskabet i Thailand, og det blev et afgørende vendepunkt. Vores team begyndte for alvor at vokse og landede nogle af de bedste skytter fra hele verden. Det var starten på en intens og målrettet rejse, hvor ambitioner og fællesskab gik hånd i hånd.
Teamet arrangerede derfor en træningslejr hos den 9-dobbelte verdensmester, Eric Grauffel, i Frankrig. Jeg deltog i to af dagene – det ændrede fuldstændigt mit syn på sporten
Jeg lærte at arbejde ikke bare med skydeteknik, men også med det mentale og dataanalytiske – hvordan man planlægger stages med øjne, hjerne og eksekvering. Det arbejder jeg stadig på at implementere og finpudse.
Forberedelse og Træning
Denne gang har forberedelserne været præget af personlige ting, men når jeg er hjemme, tørtræner jeg dagligt for at opnå følelsen af, at skyderen er en forlænget del af mig.
Jeg pakker job og privatliv helt væk, så mit hoved er klar til fokus på træning. Jeg træner live fire med fokus på tempo og præcision – og starter forfra i lavt tempo, hvis noget ikke spiller, og arbejder det rigtigt ind, inden jeg igen skruer op for farten.
Den mentale side af sporten
Jeg bruger mine aftener på at studere videoer fra tidligere matches for at identificere mit “mønster” – jeg arbejder på at optimere bevægelsesmønstre.
Jeg planlægger og strukturerer min træning for at skabe ro i hovedet og fokus. Nogle gange må der en cykeltur til – det klarer hjernen inden træning.
Jeg er så heldig, at jeg har en kæreste, der altid bakker mig op og giver mig plads til at dyrke min sport fuldt ud. Sommeren er altid godt fyldt op med IPSC, så vi prioriterer mere fælles tid om vinteren. F.eks. går vi på jagt eller søger andre naturoplevelser.
Fysik og Balance
Lige nu fokuserer jeg meget på det fysiske. Jo bedre form, jo mere overskud til sporten, der er mentalt krævende og et “regnestykke” uden lige. Hvis man brænder ud inden matchen, går det ud over resultaterne.

Walkthroughs og Strategi
Min walkthrough starter faktisk før briefingen. Jeg danner et overblik over, hvilken bane det er, jeg står overfor. Er der mange point og mulighed for hurtige tider, kan man “sløse” lidt. Er det en mere strategisk og teknisk svær bane, skal pointene prioriteres. Jeg vurderer derfor, om jeg skal satse på tid eller point – velvidende at IPSC er point divideret med tid.
Første walkthrough: Identificerer alle mål
Anden walkthrough: Lægger en optimal plan
Evt. tredje walkthrough: Tester alternativer og vurderer flow
Sidste walkthrough: Dobbelttjekker skiver, vinkler og magasinskift
Når RO’en siger “Load and make ready”, holder jeg hånden på pistolen og gennemgår planen mentalt en sidste gang. Først når jeg slipper, er det: “Ready and party mode”.
Sikkerheden kommer altid først ved walkthrough – ellers bliver du DQ (diskvalificeret) og sendt hjem.
“In order to finish first, you have to finish.”
Fokus og Målsætning
Mit nuværende mål er Nordisk Mesterskab i Classic og VM i Production Optics. Mit fokus er altid at blive bedre end sidst.
Jeg har det bedst med at score point – det betaler sig ikke altid, så jeg har fokus på hastighed. Jeg øver mig i at læse banen bedre og justere mit eget tempo og strategi for at forbedre min samlede præstation.
Som alle andre vil jeg gerne vinde – men jeg fokuserer ikke udelukkende på sejren. Fokuserer man kun på målet, bliver man ofte skuffet. Jeg fokuserer på at levere – det har jeg lært fra andre elitesportsgrene. Jeg har tidligere kørt go-kart, dyrket triatlon og Ironman.
“Hver stage er et skridt mod podiet – er man til stede dér, kommer sejren tættere på.”
IPSC som sportsgren
For mig er den mentale præstation kernen i IPSC. Det er en konstant kamp med sig selv – hvor man hele tiden forsøger at yde sit maksimale. Fra det øjeblik forberedelsen starter, til sidste skud falder, handler det om fokus, disciplin og eksekvering.
Det fascinerende ved sporten er, hvor kompleks den er: Planlægningen, det strategiske overblik og den tekniske udførelse skaber tilsammen et rum, hvor der altid er noget at forbedre – uanset niveau. Selv en verdensmester som Grauffel har stadig områder, han arbejder med.
Netop den uendelige udviklingsrejse er det, der fastholder min motivation. Jeg forsøger hele tiden at træne på det, jeg er dårlig til – ikke bare i sporten, men også i livet generelt – for at styrke mig selv som helhed.
Et godt råd til nye skytter
Mit bedste råd til nye deltagere
“Tag aldrig chancer, der kan sende dig ud af matchen.”
Lav din egen plan ud fra dine egne evner. Lytter du for meget til andres råd, risikerer du at glemme mål eller lave fejl, der koster dig konkurrencen.
Har du reglerne på rygraden, så benyt dem. Hvis ikke – stil gerne spørgsmål til RO’erne. Bare husk at spørge respektfuldt og når tiden er til det.
‘“Sørg for at være ekstra sikker, nyd oplevelsen og lær af det – du kan altid præstere næste år.”

Vi ønsker Martin held og lykke til DM og NM i Copenhagen Open 21.–22. juni – vi glæder os til at følge ham til sidste “Range Clear” og høre hans efterrationaliseringer!
Følg med her på siden, hvor vi satser på at præsentere endnu en af årets DM-skytter.